Lasagne med torsk og rodfrugter

Det er dén tid på året igen. Varme farver og varme i det hele taget siver lige så stille væk fra den nordlige halvkugle. Tilbage har vi et edderkoppeindspundet, afpillet, vissent og rimfrossent landskab i afdæmpede, tørre brune og grå jordfarver. Havet og himlen går fra frodigblå til blygrå, kaskader af vand fejer ned mellem husmure, og mørket sænker sig langsomt men sikkert over halvkuglen …

… og man bøjer umærkeligt nakken og ser mod jorden. Højtravende tanker nedskydes with extreme prejudice og omgøres til klamt-realistiske jordstrygere under skydækket, og man ser ud over de afpillede marker og det stormpiskede stålhav med novemberlune og nordisk tungsind. Langt væk synes nu de lange lyse nætter, der med deres nattergaleklingende, hyldeblomstduftende romantik forlener selv afsides liggende nordiske egne med et skær af sydlandsk vitalitet! Langt væk synes de aftener, hvor man sad i sin vennekreds under sommerhimlen med friske salater, flagermuselygter og god rødvin på bordene …

Og netop da knurrer ens mave. En fisk (en stor krabat) slår med halen i vandskorpen et sted.

Og mens nætterne bliver længere og længere, mens planeten blæses frem mod Årets Korteste Dag, mens kulden fra skovene, fjeldene og den uendelige sibiriske tundra ubønhørligt kryber frem mod Ultima Thule, civilisationens yderste fremskudte forposter, griber man til en rituel solhvervsbesværgelse for atter at tilvejebringe lys og livsglæde: Man sanker rodknolde fra de frosne marker. Man udæsker selveste Torsken til kamp på trawl og snilde. Man hamrer grovhvede i rektangulære plader og koger mælkesauce. Man skover krydderurter fra det fugtdrivende højbed. Man lægger i lag, man bager, man rekvirerer godtøl. Og mens virkelige eller imaginære snestorme hyler om husets gavle, sætter man sig ned til et måltid, der knytter et sjælebånd mellem nordens vinterkolde ishave og matbrune agre og sydens hæderkronede madkultur; et måltid, der for hver bid synes at trække solen en anelse længere mod sin nordlige vendekreds igen. Man indglider i en årtusindgammel tradition for årstidsbevidsthed, besværgelser og bloten, blot med andre offergaver. Et kort øjeblik føler man sig som en Del Af Noget Større, men så husker man på, at det stadig kun er midt i den jordstrygende, klamme, nordiske fugtvinter, og man bøjer ydmygt nakken. Også for at holde en bøvs inde.

Haps.

Etiket: , , , ,
Udgivet i Dansk
Kategorier