Terningemænd

Fødsel vræl vejrtrækning brystmælk dikkedik søskende forældre varme kulde myggestik sandmellemtæerne bad mad separationsangst ferie flytning daginstitution kammerater leg drilleri jalousi jul forventning skole klikedannelser læring interesser sejreognederlag holddakæfthvorerverdenstor pubertet kæresteri sorg ekstase seksueldebut eksaminer flytningnokengang storebeslutninger bil udlandsrejser uddannelse job karriere ægteskab skilsmisse børnefødsler –

Og så lige pludselig et lavere tempo. Eller, ikke lige pludselig – snarere et fra fødselen umærkeligt decelererende udviklingstempo og en langsomt udfladende indlæringskurve. Ironisk nok ofte koblet med fornemmelsen af, at alting går hurtigere og hurtigere. Måske er det nu ikke så ironisk endda. Hvem kender ikke fornemmelsen af, at ganske få dage kan føles som evigheder, når de er begivenhedsrige? Mens andre perioder bare går, uden at der egentlig synes at ske noget, man bagefter sådan lige kan huske som særligt mindeværdigt. Og så spørger folk: “Hvordan går det?” Og man svarer: “Tjoh. Fint! Vi har det godt. Det sædvanlige, du ved. Business as usual“.

Der er længere mellem milepælene, jo ældre man bliver. Hos nogle føles det også, som om der er længere mellem snapsene. Det fik Luke Rhinehart til at fare i blækhuset og skrive The Dice Man, som hermed anbefales varmt. Det får andre til at ændre retning mere eller mindre radikalt i søgen efter noget nyt, efter nye input. Også hos mig selv kan jeg se tegn på en vis rastløshed (der så her på matriklen udformer sig som en på denne blog efterhånden ganske ofte beskrevet trang til at styre erhvervskarrieren i nye retninger). Årene mellem 35 og 55 (plus/minus) er måske nok udbyttets år. Men de er også udviklingens og nyorienteringens.

I The Dice Man tackler hovedpersonen den stigende fornemmelse af kedsomhed ved gradvist at lade beslutningerne i sit liv afgøre ved terningekast, en strategi han forfølger til sine alleryderst absurde og samfundsomstyrtende konsekvenser. Som gammel rollespiller har jeg en vis sympati for den grundlæggende metode, og som efterhånden knap midaldrende menneske har jeg en forståelse for Rhineharts hovedpersons bevæggrunde, som jeg ikke havde, da jeg læste romanen for snart 20 år siden. Og rundt om i min omgangskreds kan jeg se tegn på opbrud, nyorientering og selvgenopfindelse.

Og det er efter min bedste overbevisning godt. Så længe folk passer på sig selv og hinanden (og ikke går til Rhineharts yderligheder), er udvikling grundlæggende en god ting. Vi er ikke alle psykologer i slut-60’ernes New York. Men hvis vi lever længe nok, erfarer mange af os, at vi alle er terningemænd.

Etiket: , ,
Udgivet i Dansk
Kategorier